29.03.13

barbie

Hvad og hvem er den ideelle kvinde?

Sex and the City, Desperate Housewives, selv nye ”ungdomsserier’ som gossip girl, bærer præg af forvirringen omkring den ideelle kvinde. I hver serie, opleves der flere forskellige dominerende personligheder, som kunne tyde på, at man har forsøgt at give et bud på, forskellige ideelle kvinder. Der er naturligvis taget hensyn til samfundslag og eventuelle miljø forskelle. Men findes der overhovedet en ideelle kvinde i nyere tid?

Sex and the City

satc_l

Jeg vil hverken være Carrie, Charlotte, Samantha eller Miranda. De har hver især nogle gode kvaliteter og supplerer hinanden fantastisk, men de har også alle ‘fejl’, eller mangler, om man så må sige. Det er måske netop det, der har været formålet med karakterene. Man skal helst kunne relatere til hvad man ser, and such thing as perfection, does not exist. 

Carrie er en ypper moderne, filosoferende, romantikker og shopaholic. Men, hun er også en stereotyp desperat kvinde, som søger accept og bekræftelse, i sin kamp for at finde kærligheden. Miranda er den højt uddannet og fornuftige karrierekvinde, som sørger for at der ingen ridser kommer i lakken. Men, hun er også pessimist, hvad angår kærlighed og mænd. Samantha er den succesfulde, stolte, karrierekvinde, med en selvtillid og et sexliv, som vækker opsigt fra flere kilometers afstand. Men, hun har et commitment-essue, hvilket må føre til ensomhed. Charlotte er den konservative, overklasse, perfektionistiske, håbløse romantikker. Men, little miss perfect, risikerer at korthuset en dag falder sammen, og så er der ikke altid støtte at hente i sin økonomiske sikkerhed. Så hvem er den meste ideelle ? 

Jeg mener personligt ikke at den ideelle kvinde eksisterer, men nærmere ideelle kvinder. Det er ikke meningen, at vi skal have et forbillede, men flere. Det handler om, at tilpasse de ideelle kvinder os og ikke omvendt. Kunsten er at bruge den inspiration man finder, konstruktivt. Se det som at lave den ideelle isvaffel. Selve vaflen er  det urokkelige fundamentet, mens kuglernes variant, kan skifte alt afhængig af, hvad du vil have. For at give et eksempel: ‘Man kan eksempelvis se Kate Moss som en af de ideelle kvinder, pågrund af hendes skønhed og fede tøjstil, men det er ikke ens betydning med, at man skal ligne hende eller have hendes tøjstil.’ Man skal bare lade sig inspirere af hendes tilgang til mode og hendes skønhed. Som et quote jeg har læst af Oscar Wilde og som jeg gerne vil have lov til at forlænge; ‘Be yourself, everyone else is taken, but aspire to be inspired’

XX

C

 

23.03.13

Mr. Right or Mr. Right now?

Man_Woman_HoldingHands

Vi drømmer forhåbentlig alle om, at leve i idyl med vores hjertesudkårne, 2 eksemplariske børn, hus med have og en stationcar, så der er plads til vovsen, børnene før eller siden, overtale os til at få anskaffet. Men, skal det være vores udgangspunkt når vi finder en ny kæreste? Personligt blev jeg selv ramt af tanken, da jeg mødte min kæreste: Han vil være en perfekt mand og ikke mindst den perfekte far og straks kunne jeg se mig selv med ham, i vores lille svenske bindingsværkshus, med to små børn i haven. Mon ikke det er en typisk kvindeting, at drømme, fra allerede første øjekast?

I virkeligheden kan vi vel først vurdere efter flere år side om side, om denne person er værd at stifte familie med? Jeg synes naturligvis, at man som udgangspunkt, kun skal involvere sig i et forhold, hvis man er sikker på at han/hun er den rette for en. Når det er sagt, skal man også træde varsomt og passe på, at man ikke jagter drømmen/tanken om den rette, i stedet for at se personen som står lige foran en, og hans/hendes kvaliteter.

Vores tankers spil. Man kan også være den type, som forelsker sig i tanken om, at være forelsket og tanken om, at man har de her tanker omkring en person. Det resulterer tit i, at man kaster rundt med bekræftende sætninger som: Jeg elsker dig, du er min eneste ene, jeg er så forelsket i dig. – uden egentlig, at mærke efter om man oprigtig, føler det man siger. I stedet for at mærke efter,  har man enorm travlt med at sige det, fordi tanken om, at man har det sådan er betryggende og rar. Jeg har selv været som jeg beskriver, hvilket jeg først har fundet ud af, de senere år i mit liv. For mig var det en form for forsvarsmekanisme, så jeg kunne holde mine følelser på afstand. For hvorfor risikere at blive såret, når jeg igennem mine tanker kunne føle, hvad jeg i realiteten ikke turdet at føle med hjertet. Måske er der flere af jer derude, som har eller har haft det, ligesom mig. Det er hvert fald værd, at forsøge at finde ud af, for den kærlighed man oplever når man er nået til den erkendelse, føles mere oprigtig og dyb.

Jeg har læst en helt fantastisk bog som hedder:  ”Behøver jeg din kærlighed” af Katie Byron. I bogen findes der  et kapitel som hedder: Tror du på, hvad du tænker? Det er et meget spændende og lærerigt kapitel, hvor man i den grad, får skruet op for blusset i tænketanken. Jeg måtte flere gange stoppe op og tænke yderligere over, hvad jeg læste. Det er helt absurd, hvordan vores tanker kan overbevise os, om lige præcis hvad som helst. For at give et  eksempel, de fleste kan relatere til: Fyren vi har tænkt på non-stop, siden vi sidst var på date. Følelserne er begyndt at spire og sårbarheden vokser i en frygtindgydende hastighed. Vi sender ham en sød uskyldig besked, men får intet svar. De første ti minutter retfærdiggøre vi det overfor os selv, med: Han laver sikkert et eller andet, han svarer nok når han ser beskeden. Efter 30 minutter, begynder vi at tvivle på vores første indskydelse og begynder nu at undre os over, hvorfor han ikke svarer. Efter 60 min, EN HEL TIME!! – begynder vi at trippe. Hvorfor fanden svarer han ikke? Er han ikke interesseret mere?, har han mødt en anden? Nu kører vores hjerne ellers på højtryk, for at finde ud af hvorfor han ikke svarer. Her vil vi oftest have en tildens til at vende den til noget negativt: Jeg kan nu konstatere, her 2 timer efter min besked, at han ikke gider mig mere eller jeg er hvert fald ikke er vigtig nok. Det er faktisk skræmmende! Vores tankers-frispil, skaber scenarier, som vi begynder at tro på. Det vil sige at tanken bliver til virkelighed. Så vi går i to-tre timer og bruger vores energi på at tænke negative tanker og overbevise os selv om det værreste, hvorefter vi på tredie time modtager en besked: Hej Smukke. Jeg var lige til træning. Jeg tænker også på dig. BUM – that just made you day. De to-tre timer er glemt, for der var jo absolut ingenting galt, der var bare noget som han i tidsrummet prioriterede højere end dig. Tænk lige over den, næste gang jeres tanker tager over. Det KAN være jer selv, som skaber mere skade end gavn.

Men for at vende tilbage til indlæggets formål, hvilket udgangspunkt bør vi have?  Der er mange ting, som spiller en rolle i søgning på den rette, så i stedet for at forhaste sig og tvinge sig selv ud i diverse tankespil og forsøge at få ham/hende, til at passe til listen over de mange kriterier, så stop lige en halv. No need for Mr. Right, start looking for Mr Right now and maybe forever.

 

XX

C

21.03.13

love

Hvad er kærlighed? Kan kærlighed defineres og skal det overhovedet defineres?

– er det en tilstand, er det en følelse, er det en illusion, eller er det noget helt fjerde? Og hvem er i øvrigt autoriseret til at definere et så vidt begreb, som kærlighed?

Jeg tror det er individuelt hvordan man tolker og definere kærlighed i sit liv. Personligt, vil jeg kategorisere mig selv, som den håbløse romantikker, som befinder sig i en dyb afhængighedstrance af kærlighed. Kærlighed er i den grad, afgørende for min eksistens. Jeg har ikke altid været helt klar over, hvordan man håndterer kærligheden og jeg ved, at jeg til tider har taget den forgivet. Jeg har muligvis også forvekslet kærlighed med afhængighed og behovet for bekræftelse. Men jeg vil selv mene, at jeg er vokset med opgaven, at forstå kærlighed.

Der er mange former for kærlighed, hvortil det er vigtigt at pointere, at jeg i dette indlæg, kun fokuserer på kærlighed til sin partner.

I mit univers fungerer kærlighed som et basalt behov, ligesom mad og drikke. Jeg er så heldig at være i et skønt forhold, med det mest fantastiske menneske, jeg nogensinde har mødt. Den store kærlighed jeg har til ham, er unægtelig af rang og har en kombination af flere forskellige ting i sig, – det er som en pose blandede bolsjer, som hver især har sin egen smag og farve. Som mange andre formentlig har prøvet, har jeg også oplevet kærligheden, hvor flere af de afgørende ingredienser mangler. I mit tilfælde, resulterede det i, at det for mig var en umulig opgave at bevare kærlighedsbåndet, til min partner. MEN, der er ingen grund til at græde over spildt mælk, for disse erfaringer og tidligere fejltagelser, har formet den kærlighed man i dag har at give af og den kærlighed man i dag ved, man har behov for. ‘You live and you learn’. 

For at vende tilbage til formålet med indlægget, at vurdere hvorvidt man bør definere kærlighed, synes jeg hverken at man kan eller bør forsøge, at definere kærlighed, for kærlighed, ligesom hele vores eksistensgrundlag, drives af nysgerrighed. Det udefinerbare er spændende og uforudsigeligt. Men en ting, kan vi vel alle blive enig om, kærlighed kan ikke undværes.

 

XX

C

”You know, you never really give up on love. You just get tired and force yourself not to want it”

david-wygant-dont-settle-for-an-unhappy-relationship

Vi sad en flok veninder og vendte emner om kærlighed. Med i diskussion kom naturligvis vores erfaringer og oplevelser hver især. Vi fandt os selv sidde i en venindekreds på fire piger, som alle på et eller andet tidspunkt, har oplevet at kærlighed har været så stor en opgave, at man har skubbet den fra sig, fordi alle anstrengelserne fylder så meget, at man mister fokus.

Kærlighed er som mange gange nævnt her på bloggen, en ovenud fantastisk ting. Når det er sagt, kan man også finde sig selv på kærlighedens mere udfordrende side, som bl.a. kan forårsage en stor frustration og forvirring.

Vi kender allesammen spillet, mystikken og gnisten som bliver større og større jo mere brande man lægger på bålet. Det er i min bog uundgåeligt at der ikke opstår en form for spil, mellem to mennesker som har en større interesse i hinanden. Det er ganske enkelt, en måde at gøre sig selv mere interessant, uforudsigelig og dermed uigennemskuelig, hvilket jo gør det hele en smule sjovere. Dog er det vigtigt at man bibeholder en balance hele vejen igennem, så det ikke går hen og bliver direkte mærkeligt, kompliceret og ikke til at tyde. Med ‘spillet’ in mente, følger der jo stadig frustrationer og forvirring, når man bliver interesseret i en. Personligt tænker jeg meget over følgende: hvordan vil jeg mon reagere hvis jeg skulle rende ind i ham i byen? Hvad jeg vil føle og vil han have en indflydelse på min opførelse på pågældende tidspunk? Om mine følelser/interesse/frustrationer er gengældende, om han mon tænker det samme, men bare udtrykker det anderledes?

Der er mange ting at undre sig over, når der kommer en interessant person ind i ens liv. Derfor mener jeg, at der oveni det, ikke er plads til at personen også har en negativ indflydelse ved f.eks at have en skiftende interesse, være enorm kompliceret, ubalanceret følelsesmæssigt eller andet.
Det kan desværre tit og ofte fylde så meget, at det ender med at påvirke ens egne prioriteringer og andet indhold i ens liv, som i princippet kan være vigtigere for ens velbefindende, bliver overset. Man fjerner fokus fra hvad man burde have placeret højest på sin prioriteringsliste, for at kunne få plads til at vente, undres og dagdrømme. Det kan være enormt nedslidende og her bliver spørgsmålet ret relevant: Kan kærlighed være en så stor opgave at man skubber det fra sig, fordi alle anstrengelserne fylder så meget i ens hoved, at man mister fokus ?

Jeg vil da mene at fordelene ved at give slip, i mødet med kærligheden som bare ikke vil fungere, er enorm tiltalende:

  1. Man venter ikke på at telefonen bipper og frem popper: Du har modtaget en sms fra Mr. X, samtidig med at dagdrømmerriget langsomt forsvinder og der igen bliver plads til at fokusere på andet og  man kan igen være mentalt tilstede der hvor man befinder sig.
  2. Motiver for ens generelle opførelse bliver mere reelle og igen baseret på egne behov. Eksempelvis nedsættes forventninger og håb om at rende ind i dem på en bytur og man higer ikke længere efter deres opmærksomhed og der bliver derfor plads til bl.a. at udforske terrænet.
  3. Man kommer generelt mere i balance, fordi ens humør ikke afhænger af om han nu lige skriver en sød godnat besked og man bliver mere bevidst om at passe på sig selv og sit værd, for man kan hurtigt glemme hvilke krav man egentlig har til den måde man vil behandles, og veninder og familier har i mellemtiden været nødsaget til at minde en om det ofte – sådan burde det ikke være.
  4. Samtaler bliver mere indholdsrige, med vigtigere emner end de mange overvejelser om hvordan man skal kapere alle de følelser – emnerne bliver mere relevante for fællesskabet, samt brugbare og mere udviklingsorienterede.

Alle disse fordele, bevidner jo bare om, hvor meget hjernekapacitet og tid vi bruger når tingene ikke vil fungere. Kaos kan være tiltalende og mange mennesker tænder på det, men hvis alt bliver for kaotisk og rodet, er der vel ikke mere at tænde på? Jeg tror nærmere det gælder om at finde en opskrift på hvordan man opnår at dække sit behov for kaos, men samtidig ikke mister besindelsen og sig selv.

Jeg har en veninde som var fanget i en begyndende betagethed af en fyr. Hendes humør og velbefindende blev langsomt påvirket af hvor meget han fyldte i hendes tanker. Til sidst fyldte det mere end det burde, og tog fokus fra vigtigere ting i hendes liv. Hun valgte at gå aggressivt til værks mod de spirrende følelser og tvang sig selv til at ligge alle tanker om ham på hylden – simpelthen fordi hun følte at hendes velbefindende var langt vigtigere, end at lade ham have en plads i hendes liv. Hverdagene blev igen mere lige til og alle de ovenfornævnte anstrengelser man kan møde i forbindelse med en forelskelse, var ikke længere en faktorer der kunne tynge hende. Jeg har selv prøvet at være i en situation der ligner hendes, og udfra min erfaring vil jeg mene at det var det absolut bedste at gøre – at give slip.

Vi kender alle følelsen af at holde fast i noget, som i bund og grund ikke er godt for os. Der tror jeg bare det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: ‘Fylder det her så meget, at jeg burde at skubbe det væk fra mig ?’ Lige netop her spiller ens selvrespekt en kæmpe rolle, i og med at man spørger sig selv: Er jeg selv vigtigere end det her?

Så enkelt er det – for at få luft og passe på sig selv, kan man være tvunget til at skubbe noget fra sig, som ved første øjekast kan virke så tiltalende, men i sidste ende kan være vanvittigt trættende.

Men skal man så give helt op på kærligheden? Det mener jeg bestemt ikke, men kunsten er vel at finde en som booster ens liv med positivitet og konstruktive tanker. Han eller hun må gerne (skal helst) fylde en masse, men det skal ikke være givende og dermed foruden negative tanker og frustration.

XX 

C

Power of love

jalousistartertidligt(1)

I need a man who cares enough to explode when he thinks he’s gonna loose me, I don’t just love you, I love the way YOU love me – Gabrielle Solis

Sandt som det er sagt, fra munden på den lille lækre desperate housewives chick, Gabrielle Solis (Eva Longoria) ! Leder vi ikke allesammen efter en fyr som ikke altid forholder sig passiv, men faktisk viser at han ikke vil være foruden os? Vi forsøger altid at forsikre os selv og andre om at vi ikke er jaloux og at vi da er fløjtende ligeglad med om vores fyr står og rå-flirter med en anden pige i baren.- ”for så har han bare ikke fortjent mig” siger man desperat til sig selv.  Men, i virkeligheden er det vel ikke helt sådan man har det? Så snart man bliver følelsesmæssigt involveret med en person, bliver man pr. automatik bange for at miste ham/hende. Hvilket jeg kun ser som en positiv ting, for hvem vil ikke gerne føle sig needed ?

Jeg mener bestemt ikke at jalousi er sundt eller noget man skal døje med dagligt i et forhold. – dog vil jeg heller ikke være foruden det, så længe man holder det på et uskyldigt plan. Jeg ser det som en slags uskyldig form for bekræftelse, som til tider kan være smigrende. Her snakker jeg, ikke om den oprørske form for jalousi eller den sygelige form, men den der; ”Hey, du er altså min” form. Mange kvinder elsker at føle at man ”tilhøre” en, hvilket måske kan være grunden til at nogle kvinder finder det frastødende når en fyr opfører sig passivt.

For lige at præcisere hvordan jeg ser jalousi i et parforhold: Det er klart at der opstår jalousi, hvis du i et forhold, hvor du giver alt hvad du har og får dine værdier igennem din partner- du har så at sige, investeret din selvfølelse i det at være den eneste foretrukne hos din partner. – derfor reagerer man voldsomt, hvis man føler sig  truet af en rival, som kunne vippe dig af pladsen som den fortrukne. Her forekommer det ofte at man vil reagere med fjendtlighed, vrede eller usikkerhed.

Jeg tror nogle mennesker har misforstået begrebet jalousi. Det er ikke din partners skyld du er jaloux, det handler om dig selv. Det er klart at typer med lav selvtillid eller et lavt selvværd er mere disponeret for at blive fanget af jalousi, da de nærmest vil forkaste sig den anden person og lade ham/hende blive, bogstavelig talt, alting.  Man kan godt tillade sig at blive ‘et’ med et andet menneske, men man skal huske sin selvfølelse og sit værd, ellers kan man let ryge ud i et jalousidrama.

At være jaloux er usundt, det hårdt ved dig selv og det er et tegn på at du skal arbejde med dit selvværd og din selvtillid. Dog mener jeg ikke at man kan undgå at blive grebet af den uskyldige form for jalousi indimellem, når man deler livet med manden/kvinden man elsker.  Nyd de små uskyldige moments når de er der og lad dem smigre dig. Der skal bare være en balance og man skal kunne grine af sig selv bagefter, for det er jo lidt tosset.- man må jo antage at hvis din partner vil andre end dig, gør han/hun det jo uanset om du bruger energi på at bekymre dig om det eller ej.

”In jealousy there is more of self-love, than love”

– Francois de la Rochefoucauld

XX

C

Laws of love

Er der nogle regler for kærlighed og i så fald- burde der at være nogle? Er der en grundopskrift på hvordan man skal opføre sig når man er forelsket og i så fald, burde der være regler for noget så individuelt ?

”Hvis ikke han kommer, betyder du tydeligvis ikke nok for ham!” Hvor mange gange har man hørt den fra sine veninder og hvor mange gange har man selv sagt det til sine veninder? Men er det nu sådan det fungere, bare fordi det til tider,  virke mest logisk?

Jeg er mere end enig i, at de handlinger man udfører, beviser  hvad man føler og man kan naturligvis blive i tvivl om hvorvidt ens partner/date føler noget oprigtigt, hvis ikke man føler sig prioriteret. Når det er sagt, tror jeg det er meget individuelt, hvordan man opfører sig, når man eksempelvis er forelsket. Jeg synes det er en relevant ting vi kvinder ikke må glemme! Bare fordi vi gerne vil have en fyr skal være spontan og overraske os, uden selv at hentyde til det, betyder det jo altså ikke, at han afskyer os, bare fordi han ikke gøre det.

Nu når jeg tænker over det, får jeg egentlig lidt dårlig samvittighed på mine egne vegne samt mine veninders, for hvor meget kan man egentlig tillade sig at kræve? Jeg tror godt vi kan risikere at drukne i vores egne krav, hvis ikke vi erkende at enhver person er sin egen. Der er jo en grund til at man siger at ‘Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars. – for at få det til at fungere og forstå det modsatte køn, skal man kunne forstå og arbejde med de forskellige kommunikationsformer og følelsesmæssige behov.

Det er et enorm stort emne og der er derfor forskellige aspekter som er værd at dykke dybere ned i. Her var bare en lille forsmag og en søndagstanke (:

XX

C

He’s just that into you # 2

tumblr_lpe0e4u88L1qztbhro1_400

Jeg har igen fået min dejlige ven ind over med et endnu et svar til mine utallige spørgsmål om mænd. Denne gang ”svarer” han på min tidligere indlæg “He’s just not that into you”, som du kan læse her.

Indlægget er mit forsøg på at besvare hvorfor fyre kan være så tvetydige; hvorfor vi udfra en fyrs adfærd er nødsaget til at bedømme, om han har en oprigtig interesse i os. Hvorfor ikke bare sige det som det er, i stedet for at trække det i langdrag og ‘holde os hen’. Det er min teori – mit perspektiv.

Her er hans svar:

“He’s just not that into you” – er han bare ikke vild med dig?

Som med alle andre ting, der vedrører kærlighed, tiltrækkelse og psyken er der af gode grunde ikke en facitliste at trække referencer til. Det kan ikke sættes i kasser og systemer.

– når det så er sagt, skal jeg være ærlig at sige vi mænd kører ligeså mange spil, hvis ikke flere, end kvinder. Nogle ubevidst og andre bevidst, uanset hvad, så gør vi det, vi ved der har virket før.

Hvis det alligevel skal sættes lidt i systemer og kasser, da det gør alt mere overskueligt og håndgribeligt, så er der to grader af interesse. Den første kan vi kalde en kærlighedsinteresse, af åbenlyse grunde vil det være interessen der betyder han vil vågne med dig søndag morgen, og ikke kun være sammen med dig lørdag aften. Den anden kan vi kalde for seksuel interesse, meget belejligt indikerer denne type af interesse, at han egentlig bare vil se dig nøgen. Uanset hvilken type af interesse der vises, har de begge en betydelig fællesnævner – DIG! Hvad enten han har lyst til at male forstadsstakittet, der omfavner jeres familiedrøm af en hjørnegrund i Hellerup, eller om han bare har lyst til at se om du er ligeså charmerende i dobbeltsengen, som du er når du står og smiler, underspillet med din Energizer fra Joe & the Juice.

Kærligheds interessen:

Hvis han virkelig gerne vil være den person, der smiler sødt og indbydende mens du vågner søndag morgen, med morgenhår og dertilhørende ånde, så skal han nok få svaret på din sms, så skal han nok få tid til at ringe og alle hans planer kan omdirigeres til ære for dig. Som vi alle ved, skrev Jens Høysgaard i 1752, at ‘brændt barn skyer ilden’, så alle de gange hvor vi mænd har oplevet, at pigerne ikke vil have den flinke fyr fra Nykredit med nystrøget skjorte, pensionsopsparing og en 5 års plan, har lært os at spille uinteresseret. Hvis vi smider alle kortene på bordet med det samme, er det kun de kærlighedssyge, behagesyge og uselvstændige kvinder der bider på. En moderne kvinde, med styr på livet, ved hvad hun er værd og hvad hun kan forlange og hun nyder jagten ligeså meget som manden gør.

I takt med at manden har mistet totalmagten, kvinderne har tilkæmpet sig 40% af bestyrelsesposterne i mellemstore virksomheder og at mænd efterhånden ved hvor de skal finde fryseposeklemmerne i IKEA, uden at flå øjnene ud af hovedet på sig selv, har kønsrolleskiftet betydet kvinderne nu også nyder at jage. I nyder at jage, I nyder følelsen af at være eftertragtede, at have føringen og vide I har kontrollen over situationen. Og som dannede og uafhængige kvinder, ved I derfor at I har brug for en mande-mand. Derfor vil I have en mand, der kan give jer modstand og sige nej så selv Karen Thisted ville holde kæft.

Som alle ved, kan man ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Eller jo, men det giver ikke noget brugbart resultat, hvilket det jo gør hvis man nøjes med en af delene – for hvem vil ikke gerne have munden fuld af mel. MEN – I kan ikke både forlange blomster og badboys, digte og drengerøve eller svigermors drøm og svigermors våde drøm. Så sagt kort, hvis han vil gøre dig til sin udkårne, dropper han alt hvad der har med rygrad og mandelighed at gøre, i sekundet du responderer på hans akavede ”hej, kommer du tit her?”.

 Seksuel interessen:

I denne kategori er der to typer mænd. Dem der er heldige og har succes en gang i mellem, uden at vide hvorfor. Og så er der dem, der tit har succes og ved præcis hvorfor de har succes.

De heldige, er ofte en flot fyr med humor og en god del sarkasme. Han er ikke bleg for at sige, at du ser godt ud, samme tid med at han griner over dine sko. Uanset hvad han siger til dig, så siger han det med et glimt i øjet. Han er også typen, du ville kunne se som en god ven fordi han har alle de kvalitet du sætter pris på i en ven.
Ham der ved hvorfor han har succes, har nøjagtig de samme træk som den heldige, han bruger dem bare aktivt. Han ved hvor lang tid der skal gå før han skriver tilbage, hvornår han skal drille dig, hvornår han skal være sød og kærlig, men endnu vigtigere ved han hvornår han skal være afvisende. Det kan være de små ting, som ingen lægger mærke til – han ved at når I skriver sammen skal han afbryde samtalen efter en håndfuld beskeder, for at vente 3 timer med at svare. På den måde når hun inden for 3 timer at gennemgå en masse tanker, hvorfor svarer han ikke, har jeg skrevet noget forkert, gider han mig ikke mere og ”åhhhh, så svarede han endeligt”. Han skriver noget i stil med, at han havde travlt eller ikke lige havde set du havde skrevet. Nu tænker du at han måske ikke er så interesseret alligevel, og bliver nødt til at oppe dit game, så at sige, for at fange ham i dit net. Så du skruer charmen på og han hopper på den, lige indtil han ikke svarer igen. I ved lige præcis, hvad det er at den type mænd gør – for I gør det også selv. I er mestre i det, det er jeres vedholdenhed på lige præcis det punkt, at der gør mænd verden over sælger sine motorcykler, sine DALI højtalere og begynder at gå op i hvorvidt krysantemummerne i blomsterhaven skal være hvide, rosa eller lilla – som han har lært er de 3 mest eftertragtede farver i Nordeuropa.

Så kan man sidde i hjørnet på klubben, og se hvordan de populære mænd og kvinder ignorerer hinanden, mens de svage kaster sig over dem. Der kan man sidde og surmule, mens man undrer sig over hvorfor folk ikke bare er ærlige, i stedet for alle de spil. Hvorfor kan man ikke bare sige ”Hej, jeg hedder Kristian. Jeg synes du ser pisse sød ud, har du lyst til at lære mig bedre at kende”? Mens man sidder der, begynder man at indse, at man sidder alene selvom man er blandt venner. Man sidder der, uden at have det modsatte køns opmærksomhed. Man tænker, at så kan det hele sgu også bare være lige meget. I det sekund, opnår man samme udstråling, som når man har kæreste på. Og når man har en kæreste, kan folk nærmest ikke lade en være. Fordi man er uopnåelig, fordi der skal jages for at nedlægge lige præcis det bytte. Nu begynder det modsatte køn at henvende sig, og man overgiver sig til spillets magt.

 ”For der er flere penge i ligegyldighed og kvindehad / for alle piger vil gerne have en badboy, indtil de får den første flad’” – Kasper Spez, ”Fantasten”

XX

C

Mr. Mysterious

man-playing-hard-to-get-345kk-1297261153

Spil, jagt, begær, mystik ?

‘Hard to get’ er et fænomen vi idag bruger som en vigtig spillebrik i vores søgen på kærlighed. Jeg er egentlig selv tilhænger af princippet i, at man ikke skal være ‘for nem’. Når det er sagt, kan det også gå hen og blive for kompliceret. Jeg ved ikke om det er fordi vi har overfortolket begrebet eller lavet vores egen lille konklusion på hvad det går ud på. Men jeg synes personligt, at det hele er gået hen og blevet for mystisk. Jeg ved ikke om det er en dille at være mystisk eller om folk vitterligt lever i tanken om, at det her fungerer?? Jeg er godt klar over at der skal være en form for mystik og begær, for at bevare gnisten og spændingen, men mit spørgsmål lyder: Kan det blive så mystisk og flyvsk, at det dræber den spirrende interesse?

Jeg må tilstå at jeg selv er typen, som godt kan lide modstand og godt kan lide at have noget at kæmpe for. Dog har jeg fundet ud af, med tiden, at jeg i denne proces, skifter fra en fase til en anden. Interesseret i ham til interesseret i at få ham. Der er jo efter min mening en kæmpe forskel på de to faser! Jeg bliver interesseret i fyren for den person han er og det han bidrager med, men i og med at jagten bliver så intens, mystisk og flyvsk, mister jeg interessen i ham og bliver mere interesseret i at få ham, for at bevise overfor mig selv at jeg kan. Min teori er at jeg mister interessen fordi jeg ikke får den bekræftelse og anerkendelse jeg har behov for og derfor søger efter den andre steder. Jeg tror det er meget typisk for kvinder at skifte mellem disse to faser, måske ubevidst, men spørg dig selv  om du ikke har prøvet følgende: At ville have en fyr så inderligt og så snart du har ham, gider du ham i bund og grund ikke. Det mener jeg er konsekvensen af at gøre jagten mere spændende end selve resultatet.

For at sætte det i perspektiv har jeg igen et eksempel, som jeg naturligvis har fået tilladelse til at dele med jer.

Jeg har en veninde som ser en fyr, hvor hun har kunne mærke en begyndende fascination af ham. Han har vist betydelig interesse og har selv opsøgt hende. Hun var i starten smigret og kunne klart mærke at hun også havde en gensidig interesse i ham og jo mere hun lærte om ham, jo mere spirrede denne interesse. Men gradvist kom han tættere på det vi piger definerer som mystisk: kontakten blev begrænset, søde ord og komplimenter blev færre, trods det, viste han alligevel interesse de tidspunkter hvor de var i kontakt og så snart hun prøvede at få ham lidt på afstand, gjorde han sig igen bemærket. Så er spørgsmålet om begrebet ‘hard-to-get’ nu er indtruffet? En ting kan hvert fald konstateres. Hendes interesse daler og hun er nu måske på vej ind i fasen Interesset i at få ham, hvis ikke det når at dræbe interessen helt inden. Som veninde, der sidder her på sidelinjen, kan jeg ikke lade være med at synes det er synd og dumt, at spilde en potentiel god kemi.

But what to do .. 

Find balancen! Lad vær med at overfortolke begrebet ‘hard-to-get’, vi ved jo allesammen at interessen er større for de ting, vi føler vi ikke kan få. Men vejen til at få tingene kan også blive for kringlet og så kan man altså ende ud i, at gå i en helt anden retning. Som jeg har nævnt i mine tidligere indlæg, skal vi jo ikke glemme at kærlighed er til for at nyde! Vi elsker at få komplimenter og vi burde  elske at give dem. Vi burde glædeligt ville fortælle om vores følelser, ringe og skrive når vi har lyst, uden at overfortolke det og frygte hvad vi får igen. Uanset hvad han/hun føler, føler du jo dit og det vigtigt man er tro mod sig selv og sine følelser.

Mr. Hard to get, ending up not to get ..

XX

C

Apropros valentines day

Har vi mistet bevidstheden om kærlighed?

I vores desperate søgen på at finde kærligheden, har vi mon da tabt os selv på vejen og misforstår nu kærligheden?

will you be my valentine (1)

 Jeg sidder og tænker tilbage på hvornår jeg sidst har været ubegrænset forelsket og hvordan jeg idag kan definere denne forelskelse. Mit første møde med sommerfugle i maven og konstante smilebåndstrækninger, må have indtræffet i mine teenager år. Jeg var fuldstændig forgabt i en dreng som gik et par klasser over mig. Det var selvfølgelig en rigtig casanova, som de fleste piger tilfældigvis også fandt interessant. Men det gjorde ingenting, for dengang var forelskelse så ren og uskyldig. Det var lidt som en super god ven; Fik en til at smile, fik en til at glæde sig til at komme i skole og forventet ingenting i gengæld. I kender det måske selv? Størst delen af kvinder har vel haft et teenager crush på en kendis, som ung. Prøv at tænk tilbage på hvor ren og uskyldig den forelskelse var, ham havde vi hverken forventninger til eller kriterier han skulle opfylde.

 Men hvad skete der så? Nu skal jeg fortælle jer min teori. Vi blev ældre, klogere og fyldt til randen med både gode og dårlige erfaringer. Det resultere i, at det hele skal defineres idag! Vi giver ikke os selv lov til at mærke efter! Vi har for travlt med at analysere og bekymre os om den anden part og dens følelser, at vi glemmer det vigtigste faktum! – AT NYDE. Nyde de øjeblikke hvor man smiler af tanken om en anden person, griner når man er i selskab med en anden person, savner personen når man ikke er i hinandens nærvær. Alle disse vigtige faktorer bliver ligepludselig så ligegyldige, idet vores frygt for at miste, blive holdt for nar eller ikke være god nok, overskygger og spiller et puds med vores hjerne.

Jeg tror at vi tit og ofte glemmer at pleje det vi har eller er ved at skabe, fordi vi har for travlt med at fortolke vores mange alarmklokker som ringer, bare vi bliver det mindste mindet om, en dårlig erfaring. I stedet for at prøve at give slip på hvad der har været og arbejde på hvad der skal være. Det jo et simpelt og relevant spørgsmål man skal stille sig selv: Hvad har jeg været og hvor har jeg været? – Hvad vil jeg være og hvor vil jeg være. Som jeg ser det, er det utrolig vigtigt med en stor selvindsigt, for er det ikke det der definerer den person vi er, overfor os selv?

 Eksempelvis er det jo ganske logsik at vi efter et forhold, pludselig får et kriterier mere til den næste person vi skal være sammen med. Efter næste forhold får vi så endnu et kriterie til den næste person vi skal være sammen med og sådan bliver det ved. Tilsidst har vi begrænset os selv så meget, at vi glemmer at opfange og føle, hvad den næste person gør ved os. – Igen overskygger vores dårlige erfaringer og utallige kriterier.

 Hvad sker der hvis vi bare giver slip? Hvis vi bare giver slip på fortiden og dens oplevelser, minder og erfaringer, mister vi måske definitionen på hvad det er vi søger. Men kan vi ikke først definerer hvad vi søger, når vi har fundet det? Er det ikke the perfect match?

Konklusion; Jeg mener bare at jeg umådelig gerne vil give slip på visse ting, som biholder mig i denne ”fase”. Jeg vil gerne sænke mine parader og faktisk give kærligheden en chance for at blomstre. Jeg har erfaret for mange gange, at jeg har glemt at pleje kærligheden, fordi jeg har haft et for stort fokus på at få anerkendelse, kærlighed og værdsættelse fra min partner, at min egen kærlighed gik tabt. Det er selvfølgelig basale ting man ikke kan leve uden, men det kan diskuteres i hvor høj grad man behøver dem. Jeg vil gerne tilbage og mærke den uskyldige forelskelse og droppe bekymringerne, forventningerne og stoppe med at definere for en stund. Jeg vil bare gerne nyde forelskelsen, uden at skulle lege magtkamp, spille spil og skubbe hinanden ud hvor man ikke kan bunde, for at få den bekræftelse, man i bund og grund ikke har behov for. Det vil altid være en risiko at sænke sine parader og lade kærligheden tage styringen, men hvad er alternativet? Gå med parader resten af livet og gå glip af hvad der kunne have været dit lod.

 Jeg har hverken en doktor grad i kærlighed eller lignende, jeg deler blot mine tanker, meninger og holdninger. Så jeg håber ikke jeg lyder bedrevidende eller andet, da det er bestemt ikke min hensigt.

 Frankie Lymon skrev sangen: ”Why do fools fall in love”, dertil har jeg kun at sige Only fools dont fall in love. 

XX

C

He’s just not that into you! – What if he just told you ?

hes-just-not-that-into-you-

Igår aftes sad jeg lige og funderet over mænd, hvilket jeg gør tit. Der er utrolig meget jeg gerne vil kunne forstå, som jeg tvivler stærkt på at jeg nogensinde vil komme til. Det slog mig lige! Filmen, He’s just not that into you! – Hvorfor er det vi skal finde frem til det og antage hvad han vil og ikke vil, udfra hans væremåde? Ville vi ikke spare usandsynlig meget tid og hjernekapacitet, hvis han bare sagde det ? Im just not that into you. De fleste kvinder kunne jo have en Doktor grad i Analyse af mænd, ikke fordi de har læst eller overværet foredrag, men fordi de har mødt en eller flere mænd, hvis tankegang bare på ingen måde gav mening, on the planet of Venus. Vi analysere gerne selv, sammen med vores veninder, måske også sammen med vores gode venner – Men en ting er sikkert, der bliver analyseret til den ikke kan fortolkes på andre måder, end de som man er kommet frem til. For at vende tilbage til filme – synes jeg den er enorm morsom, men hvorfor ikke lave en film til fyre ? Et desperat råb om at vi behøver klare linier indimellem, ikke at vi vil have det hele serveret på et sølvfad. Men det kunne da være dejligt med en fyr halv fra Mars og halv fra Venus.

Jeg har en veninde som selvfølgelig har givet sin accept på at jeg må dele hendes historie, så kort fortalt: Min veninde var så fantastisk heldig at falde for en sød og charmerende fyr – Man skal jo ikke glemme at forelskelse er en fantastisk ting, og de som den rammer er heldige. Denne her fyr var indbegrebet af Mr. Perfekt! Jeg har som veninde aldrig oplevet noget lignende, han var virkelig halv fra mars og halv fra venus, hvilket jo så resulteret i, at han kunne tilfredsstille hende på stort set alle områder. Hvilket jo egentlig er nemt hvis man kender og gider at sætte sig i en kvindens tankegang. Men den her fyr sås med min veninde i omkring 2 måneders tid, hvor de bare havde det helt fantastisk sammen og hun var overbevist om at det var et forhold de bygget på. Det skulle vise sig at være en gevaldig fejl fra hendes side, da han pludselig stoppede med at kontakte hende og svare på hendes opkald samt sms,er. Hun var et stort spørgsmålstegn og selvfølgelig sønderknust, hvilket er forståeligt! Det tog hende omkring en måneds tid at komme over ham og ville tage omkring forevigt at stoppe med at analysere på; Hvad fanden (Undskylder mit sprog) der skete ? Hvorfor han gjorde det ? Og hvad det egentlig var han gjorde ? Hvad gjorde jeg? Hvad gjorde jeg ikke, som jeg skulle have gjort? hvordan kan han undvære mig? osv osv osv ..  Hun møder så min fortolkning af en Mr.big.ish type, her for nogle måneder siden. Det er nu alt i alt 4-5 måneder siden de så hinanden og ca 2-3 måneder siden han valgte at ”lade hende i stikken”. Hun er idag kommet så langt at hun kunne konfrontere ham og spurgte ham direkte; Hvad fanden skete der ? Hvortil han svare: Jamen jeg kunne jo godt lide dig, men jeg var altså  ikke forelsket i dig. Men jeg er ked af det.. Min veninde er i dette øjeblik, glødende rød i hovedet, tårene presser sig på, og hun føler  at hun ikke helt kan holde balance i sine alt for høje stilletter. Det var nok, her ville vi andre nok stille spørgsmåltegn ved måden han har optrådt på overfor os og meget mere, men ikke for hende. Hun havde brug for at eksplodere, ryge en smøg og drikke videre. Her tænker jeg, hvorfor sagde han det ikke bare som det var. Im just not that into you, but lets sleep together eller lignende. Vi har ikke behov for alt den frustration i hovedet, kære mænd.

I bund og grund vil jeg med dette indlæg dele mine tanker med jer selvfølgelig, men også opfordre til at lave en film som henvender sig til de kære mænd. Dermed ikke sagt alle mænd er sådan, for det er de selvfølgelig ikke. Jeg kender da et par stykker, som er ovenud fantastiske.

XX

C