Apropros valentines day

by Cecilie Lawal

Har vi mistet bevidstheden om kærlighed?

I vores desperate søgen på at finde kærligheden, har vi mon da tabt os selv på vejen og misforstår nu kærligheden?

will you be my valentine (1)

 Jeg sidder og tænker tilbage på hvornår jeg sidst har været ubegrænset forelsket og hvordan jeg idag kan definere denne forelskelse. Mit første møde med sommerfugle i maven og konstante smilebåndstrækninger, må have indtræffet i mine teenager år. Jeg var fuldstændig forgabt i en dreng som gik et par klasser over mig. Det var selvfølgelig en rigtig casanova, som de fleste piger tilfældigvis også fandt interessant. Men det gjorde ingenting, for dengang var forelskelse så ren og uskyldig. Det var lidt som en super god ven; Fik en til at smile, fik en til at glæde sig til at komme i skole og forventet ingenting i gengæld. I kender det måske selv? Størst delen af kvinder har vel haft et teenager crush på en kendis, som ung. Prøv at tænk tilbage på hvor ren og uskyldig den forelskelse var, ham havde vi hverken forventninger til eller kriterier han skulle opfylde.

 Men hvad skete der så? Nu skal jeg fortælle jer min teori. Vi blev ældre, klogere og fyldt til randen med både gode og dårlige erfaringer. Det resultere i, at det hele skal defineres idag! Vi giver ikke os selv lov til at mærke efter! Vi har for travlt med at analysere og bekymre os om den anden part og dens følelser, at vi glemmer det vigtigste faktum! – AT NYDE. Nyde de øjeblikke hvor man smiler af tanken om en anden person, griner når man er i selskab med en anden person, savner personen når man ikke er i hinandens nærvær. Alle disse vigtige faktorer bliver ligepludselig så ligegyldige, idet vores frygt for at miste, blive holdt for nar eller ikke være god nok, overskygger og spiller et puds med vores hjerne.

Jeg tror at vi tit og ofte glemmer at pleje det vi har eller er ved at skabe, fordi vi har for travlt med at fortolke vores mange alarmklokker som ringer, bare vi bliver det mindste mindet om, en dårlig erfaring. I stedet for at prøve at give slip på hvad der har været og arbejde på hvad der skal være. Det jo et simpelt og relevant spørgsmål man skal stille sig selv: Hvad har jeg været og hvor har jeg været? – Hvad vil jeg være og hvor vil jeg være. Som jeg ser det, er det utrolig vigtigt med en stor selvindsigt, for er det ikke det der definerer den person vi er, overfor os selv?

 Eksempelvis er det jo ganske logsik at vi efter et forhold, pludselig får et kriterier mere til den næste person vi skal være sammen med. Efter næste forhold får vi så endnu et kriterie til den næste person vi skal være sammen med og sådan bliver det ved. Tilsidst har vi begrænset os selv så meget, at vi glemmer at opfange og føle, hvad den næste person gør ved os. – Igen overskygger vores dårlige erfaringer og utallige kriterier.

 Hvad sker der hvis vi bare giver slip? Hvis vi bare giver slip på fortiden og dens oplevelser, minder og erfaringer, mister vi måske definitionen på hvad det er vi søger. Men kan vi ikke først definerer hvad vi søger, når vi har fundet det? Er det ikke the perfect match?

Konklusion; Jeg mener bare at jeg umådelig gerne vil give slip på visse ting, som biholder mig i denne ”fase”. Jeg vil gerne sænke mine parader og faktisk give kærligheden en chance for at blomstre. Jeg har erfaret for mange gange, at jeg har glemt at pleje kærligheden, fordi jeg har haft et for stort fokus på at få anerkendelse, kærlighed og værdsættelse fra min partner, at min egen kærlighed gik tabt. Det er selvfølgelig basale ting man ikke kan leve uden, men det kan diskuteres i hvor høj grad man behøver dem. Jeg vil gerne tilbage og mærke den uskyldige forelskelse og droppe bekymringerne, forventningerne og stoppe med at definere for en stund. Jeg vil bare gerne nyde forelskelsen, uden at skulle lege magtkamp, spille spil og skubbe hinanden ud hvor man ikke kan bunde, for at få den bekræftelse, man i bund og grund ikke har behov for. Det vil altid være en risiko at sænke sine parader og lade kærligheden tage styringen, men hvad er alternativet? Gå med parader resten af livet og gå glip af hvad der kunne have været dit lod.

 Jeg har hverken en doktor grad i kærlighed eller lignende, jeg deler blot mine tanker, meninger og holdninger. Så jeg håber ikke jeg lyder bedrevidende eller andet, da det er bestemt ikke min hensigt.

 Frankie Lymon skrev sangen: ”Why do fools fall in love”, dertil har jeg kun at sige Only fools dont fall in love. 

XX

C

Advertisements