”You know, you never really give up on love. You just get tired and force yourself not to want it”

by Cecilie Lawal

david-wygant-dont-settle-for-an-unhappy-relationship

Vi sad en flok veninder og vendte emner om kærlighed. Med i diskussion kom naturligvis vores erfaringer og oplevelser hver især. Vi fandt os selv sidde i en venindekreds på fire piger, som alle på et eller andet tidspunkt, har oplevet at kærlighed har været så stor en opgave, at man har skubbet den fra sig, fordi alle anstrengelserne fylder så meget, at man mister fokus.

Kærlighed er som mange gange nævnt her på bloggen, en ovenud fantastisk ting. Når det er sagt, kan man også finde sig selv på kærlighedens mere udfordrende side, som bl.a. kan forårsage en stor frustration og forvirring.

Vi kender allesammen spillet, mystikken og gnisten som bliver større og større jo mere brande man lægger på bålet. Det er i min bog uundgåeligt at der ikke opstår en form for spil, mellem to mennesker som har en større interesse i hinanden. Det er ganske enkelt, en måde at gøre sig selv mere interessant, uforudsigelig og dermed uigennemskuelig, hvilket jo gør det hele en smule sjovere. Dog er det vigtigt at man bibeholder en balance hele vejen igennem, så det ikke går hen og bliver direkte mærkeligt, kompliceret og ikke til at tyde. Med ‘spillet’ in mente, følger der jo stadig frustrationer og forvirring, når man bliver interesseret i en. Personligt tænker jeg meget over følgende: hvordan vil jeg mon reagere hvis jeg skulle rende ind i ham i byen? Hvad jeg vil føle og vil han have en indflydelse på min opførelse på pågældende tidspunk? Om mine følelser/interesse/frustrationer er gengældende, om han mon tænker det samme, men bare udtrykker det anderledes?

Der er mange ting at undre sig over, når der kommer en interessant person ind i ens liv. Derfor mener jeg, at der oveni det, ikke er plads til at personen også har en negativ indflydelse ved f.eks at have en skiftende interesse, være enorm kompliceret, ubalanceret følelsesmæssigt eller andet.
Det kan desværre tit og ofte fylde så meget, at det ender med at påvirke ens egne prioriteringer og andet indhold i ens liv, som i princippet kan være vigtigere for ens velbefindende, bliver overset. Man fjerner fokus fra hvad man burde have placeret højest på sin prioriteringsliste, for at kunne få plads til at vente, undres og dagdrømme. Det kan være enormt nedslidende og her bliver spørgsmålet ret relevant: Kan kærlighed være en så stor opgave at man skubber det fra sig, fordi alle anstrengelserne fylder så meget i ens hoved, at man mister fokus ?

Jeg vil da mene at fordelene ved at give slip, i mødet med kærligheden som bare ikke vil fungere, er enorm tiltalende:

  1. Man venter ikke på at telefonen bipper og frem popper: Du har modtaget en sms fra Mr. X, samtidig med at dagdrømmerriget langsomt forsvinder og der igen bliver plads til at fokusere på andet og  man kan igen være mentalt tilstede der hvor man befinder sig.
  2. Motiver for ens generelle opførelse bliver mere reelle og igen baseret på egne behov. Eksempelvis nedsættes forventninger og håb om at rende ind i dem på en bytur og man higer ikke længere efter deres opmærksomhed og der bliver derfor plads til bl.a. at udforske terrænet.
  3. Man kommer generelt mere i balance, fordi ens humør ikke afhænger af om han nu lige skriver en sød godnat besked og man bliver mere bevidst om at passe på sig selv og sit værd, for man kan hurtigt glemme hvilke krav man egentlig har til den måde man vil behandles, og veninder og familier har i mellemtiden været nødsaget til at minde en om det ofte – sådan burde det ikke være.
  4. Samtaler bliver mere indholdsrige, med vigtigere emner end de mange overvejelser om hvordan man skal kapere alle de følelser – emnerne bliver mere relevante for fællesskabet, samt brugbare og mere udviklingsorienterede.

Alle disse fordele, bevidner jo bare om, hvor meget hjernekapacitet og tid vi bruger når tingene ikke vil fungere. Kaos kan være tiltalende og mange mennesker tænder på det, men hvis alt bliver for kaotisk og rodet, er der vel ikke mere at tænde på? Jeg tror nærmere det gælder om at finde en opskrift på hvordan man opnår at dække sit behov for kaos, men samtidig ikke mister besindelsen og sig selv.

Jeg har en veninde som var fanget i en begyndende betagethed af en fyr. Hendes humør og velbefindende blev langsomt påvirket af hvor meget han fyldte i hendes tanker. Til sidst fyldte det mere end det burde, og tog fokus fra vigtigere ting i hendes liv. Hun valgte at gå aggressivt til værks mod de spirrende følelser og tvang sig selv til at ligge alle tanker om ham på hylden – simpelthen fordi hun følte at hendes velbefindende var langt vigtigere, end at lade ham have en plads i hendes liv. Hverdagene blev igen mere lige til og alle de ovenfornævnte anstrengelser man kan møde i forbindelse med en forelskelse, var ikke længere en faktorer der kunne tynge hende. Jeg har selv prøvet at være i en situation der ligner hendes, og udfra min erfaring vil jeg mene at det var det absolut bedste at gøre – at give slip.

Vi kender alle følelsen af at holde fast i noget, som i bund og grund ikke er godt for os. Der tror jeg bare det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: ‘Fylder det her så meget, at jeg burde at skubbe det væk fra mig ?’ Lige netop her spiller ens selvrespekt en kæmpe rolle, i og med at man spørger sig selv: Er jeg selv vigtigere end det her?

Så enkelt er det – for at få luft og passe på sig selv, kan man være tvunget til at skubbe noget fra sig, som ved første øjekast kan virke så tiltalende, men i sidste ende kan være vanvittigt trættende.

Men skal man så give helt op på kærligheden? Det mener jeg bestemt ikke, men kunsten er vel at finde en som booster ens liv med positivitet og konstruktive tanker. Han eller hun må gerne (skal helst) fylde en masse, men det skal ikke være givende og dermed foruden negative tanker og frustration.

XX 

C

Advertisements